17 February, 2014

Vejrets humørskift minder om forår

Halvvejs gennem februar, og det bliver stadigt sværere at forestille sig, at vi skal have vinter i år.

Det er koldt nok at beskære om morgenen. Vinden er strid for tiden. Men solen har bedre fat, og ud på eftermiddagen varmer den godt op.

Årets første mariehøner er spottet, og så på en søndag.

Vejret tér sig som en fjollet teenager. Hyppige humørskift. Snart høj sol, snart en drilsk regnbyge, der sejler forbi med stor kraft. Haglen har jeg ikke set endnu, men de dybe kontraster mellem lys og skygge, som solen og regnskyerne skaber, har vi allerede mærket flere gange. Se billeder her.

Og det er altså nogle uger for tidligt. Det er typisk vejr i marts i Champagne.

Men i år kom foråret altså med Valentin. Sådan cirka.

Det betyder to ting:

1) Tidligt forår og masser af arbejde uden mange stop foråret igennem, fordi vinen måske vil skyde tidligt.

2) Større risiko for forårsfrost.

Nætter med minusgrader kan vi opleve til midt i maj. Tidlig vår betyder derfor primært mere frygt for sårbare knopper.

Jeg er forresten færdig med at beskære om tre arbejdsdage i les Crochettes.

No comments: