09 April, 2006

Ingen Taittinger til belgier

Den belgiske finansmand, Albert Frère, vil ikke være blandt bejlerne til huset Taittinger, der for nylig blev sat til salg af sin amerikanske ejer, Starwood Capital.

Taittinger-familien solgte sidste sommer det familieejede imperium, der udover champagnehuset også omfattede flere hotelkæder, fordi netop Albert Frère ønskede at trække kapital ud af gruppen. Siden forlød det, at han var interesseret i at købe Taittinger tilbage fra Starwood, men nu har han altså påny trukket følehornene til sig med en pressemeddelelse uden yderligere kommentarer.

Prisen for huset Taittinger sættes til mellem 400 og 500 millioner euro. Blandt de interessede regnes ifølge det franske nyhedsbureau AFP Butler Capital Partners, der før jul var med i opløbet om Lanson, men dengang trak sig i den 11. time, og Crédit Agricole du Nord-Est i samarbejde med familien Taittinger.

Blandt aktiverne er 288 værdifulde hektar beplantet med vin i de bedste områder og 20 millioner flasker champagne i kældrene. Dertil kommer vinøse aktiviteter i områder som Bordeaux, Loire og Californien.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: